Han er som maler både en rigtig vendsysselmaler med lange historiske rødder i den karrige muld, og så alligevel ikke, da han har opgivet landskabet til fordel for menneskeskildringen. Men det er vigtigt at fastholde, at han står på fast kunsthistorisk grund som en del af den store vendsysseltradition, og man har været tilbøjelig at glemme det, fordi man fejlagtigt antager, at vendsysseltraditionen skulle være bundet op udelukkende på landskabsmaleriet.

Peer Strande lod tidligt sit kunstneriske blik blive inspireret af af den ekspressionistiske og senere vilde tradition fra Tyskland, men da han var næsten 20 år ældre og bosiddende nord for det københavnske udsyn forblev han helt sin egen, da den danske udgave af det nye maleri med “de unge Vilde” holdt deres indtog på scenen.

Peer Strande har gennem hele sin karriere bibeholdt sit åbne blik og indgang til maleriet, der for ham er en konstant proces. Man kan ikke være helt sikker på, at selvom at man har købt et af hans malerier, at han ikke år efter kommer i tanke om, at det vist forresten kræver en nytolkning og genopfriskning. Igen og igen undersøger han maleriets flade og motivet for at se, om det nu kan bære. Og det er en lyst at få ham til at fortælle om de tanker, han har gjort sig i forhold til et konkret maleri, men man skal samtidig belave sig på od tid, for der hører altid en god nærende historie med.

Peer Strandes maleri indskriver sig i en større tradition, hvor man ser elementer af Willumsens symbolske farvebehandling, parret med den stærke tyske neoekspressionismes ønske om at sætte en dagsorden og lade maleriet være en del af en større debat. Peer Strande har forstået at fusionere sine udgangsinspirationer til et helt selvstændigt billedsprog, der formår at ballancere mellem udfordring og nærmest meditative stilstand, så man aldrig er helt sikker på, hvad billedet er i gang med at berette en.

Det er således en væsentlig maler både nordjysk og nationalt, der har rundet endnu et afgørende tidsmæssigt hjørne og helbreddet er desværre ikke i top, men det mærker man ikke, når man møder ham og taler om malerierne, både demder er kommet til verdenog dem, der myldrer frem inde i hovedet.

Skrevet af: Erik Meistrup