Af Hellen Lassen
Billedkunstner, mag.art. i kunsthistorie.

De helt store spring i en kunstners udtryksform plejer ikke mest typisk at blive taget op mod 60 års alderen. Men når man prøver at overskue det aktuelle udvalg til Peer Strandes fødselsdagsudstilling, ser det umiddelbart ud, som om man står over for to separatudstilling, med én stil i tidligere malerier (hvoraf et enkelt har været 10 år undervejs!) og et enormt stilistik spring til de seneste arbejder.

Men med nærmere fordybelse begynder fælles spor at tegne sig i ligheder, der repræsenterer endnu en udfordring for tilskueren, oven i dem, billederne for sig selv leverer. Og det er slet ikke så få!

I et forsøg på at indkredse, hvad der går for sig, vælger jeg at tage udgangspunkt i et af de nyere arbejder, som ligner noget af en mellemproportional mellem de to udtryksformer: HUNDE OG STOLE fra 98. Mens arbejderne fra 80’erne og frem til o. 96 er udpræget ekspressionistiske i stil, er det straks lidt vanskeligere at bestemme de nyeste. De er ekspressive i penselføringen, men med de løse, flyvende strøg lagt oven på stramt konstruerede flader, der stedvis åbner til et overraskende dyb.Hvor stregen er ekspressiv, kan de enkle figurer have noget popkunst-agtigt over sig. Mens den rebuslignende leg med ord, som ofte spiller på modstillingen af to polære billedfelter, er konceptuel i holdning. Modsætningerne vender og drejer en ide, på en både drillende og udfordrende måde.

Tilbage til ”Hunde og stole”. Kunstneren betoner i den danske titel flertalsformen og kører allerede der lidt rundt med beskuerens forestillingsevne. HUND UND STUHL – altså ental – siger rebus-opstillingen, skrevet på tysk hen over et åbent, gråt felt, der åbner sig som et rum i dybden, udelukkende på grund af den visuelle kontrast til de flade bogstaver i billedets højreside. Vi kan umiddelbart se én meget tydelig stol, oven i købet perspektivisk forkortet ind i dybden + et par mere flade og rudimentære stoleformer, men kun én hund, der kigger over mod venstresidens stol. Så hvor bliver hunde, i flertalsform af? Forventer kunstneren, at beskueren selv på et rent imaginært plan princippet måske endda i det uendelige? Hvis den forventning et eller andet sted ligger bygget ind i divergensen mellem de forestillende elementer (:stol og hund) og den drilske ordleg, er den ikke helt urimelig udfordring til den med skabende beskuer.

Billedet anlægger en imaginær horisontlinje, der forbinder billedets to forskelligt op byggende halvdele og derved sammen med brugen af grønt son baggrund for hunden skaber associationer til natur. Samtidig bruges både grøn, rød og grå til at skabe forskellige billedplaner, der skiftevis holder fladen åbner mod et rum i dybden. Ligesom det horisontale billedformat på én gang er sammenhængende og delt op i to – som det, der i kunsthistorien hedder et dyptykon, et tvedelt billede – , er selve malemåden paradoksal, flade og rum på én gang, indbyrdes udelukkende hinanden og alligevel kædet uopløseligt sammen som en malerisk helhed. Som beskuere må vi selv vælge: rene billedelementer eller fortælling, som vi delvis selv er skabere af. Hvis vi kan skabe rum af en flade, kan vi vel også skabe flere hunde, når kunstneren først er begyndt – ligesom billedet selv er i færd med at skabe flere stole i det uendelige.

Hvis vi går langt nok ind i billedet, når vi essensen af, hvad kunsten egentligt handler om, nemlig skabelse. ”At forlænge det genesis i det uendelige” som Paul Klee udtrykte det. På en lignende måde opstiller alle billeder gåder, som måske kan besvares på mange, individuelle måder. Det gælder de tredelte triptykon-malerier, der spiller på kunsthistoriens hellige altertavle-form, og alle diptykon-billederne, der er baseret på tilsvarende paradikser, i stil, indhold og ord, som ikke bare udfordrer, men næsten tvinger beskueren til at gå på jagt i motiverne for at få billederne til at åbne sig. Tvinger beskueren til at SE, at bruge både øjet, som et af billederne siger (på engelsk: EYE, som må søges i det modstående billedfelt)=, og hjerne. Ikke enten/eller, som billedfolk let fristes til at sætte kunstige skel op, men både/og.
Tilsvarende er de udtryksformer i peer Strande Hansens tidligere og senere produktion måske ikke så uforenelig eller langt hinanden, som et umiddelbart kan se ud til.

Men udgangspunkt i det omtalte maleri, HUNDE OG STOLE, bliver det pludseligt muligt at få øje på, at mange af de ekspressionistiske billeder er bygget op i en lignende tvedeling og spiller på modsætninger, ikke bare mellem to grupper, men også mellem flade og rum. Som i de senere billeder danner hvilende, dunkle flader afsæt for heftige udbryd af lysende farver, og som dér spændes beskueren ud mellem uendelige rum, man kan fortabe sig i (og på grund af åbenheden selv medskaber af) og figurgrupper, hvor intense handlinger udspiller sig, gådefulde handlinger, man på én gang drages imod for at forstå dem, indgå i dem, og udelukkes fra, netop på grund af deres gådefuldhed.

Den største forskel, ud over den stilmæssige, er måske de tidligere billeders udstråling af at være ”store fortællinger”, på én måde eviggyldige, men også fjerne og urørlige, mens de sene i deres betoning af fladen, deres stoflighed og ikke mindst deres drilske modstillinger, bliver meget nærværende. Som de tidligere rejser de mange spørgsmål, men de kræver øjeblikkelig stillingtagen, her og nu.

Af Hellen Lassen